Kommune: Københavns Kommune har vedtaget en klimatilpasningsplan, der foreløbig er Danmarks mest ambitiøse. Den skal være med til at klæde kommunen på i forhold til de konsekvenser, der følger af fremtidens klima, bl.a. mere regn og højere vandstand i havene. Filosofien er at komme i gang for at forebygge skader og store udgifter. Men på nogle områder er planen allerede blevet overhalet af virkeligheden. Skybruddet over København den 2. juli 2011 har f.eks. fremskyndet behovet for at kunne håndtere store mængder regn på kort tid.
Viden og kompetencer: Arbejdet med regnvand er forankret i Center for Park og Natur, men der arbejdes også med klimatilpasning i myndighedsarbejdet i andre dele af Teknik- og Miljøforvaltningen, bl.a. i Center for Miljø og Center for Byggeri. I alt arbejder 10-12 ansatte arbejder på fuld tid med denne opgave. Det er f.eks. biologer og miljøteknikere, men områdechef Lykke Leonardsen fortæller, at der også er brug for at inddrage jurister og økonomer, fordi afledning af regnvand griber ind i mange forskellige områder.
”Kommunen er gået med i Vand i byer, fordi vi har brug for al den viden og erfaring, vi kan få fat i. Men desværre vokser behovene hurtigere, end forskningen kan nå at følge med. Vi troede, at vi havde 8-10 år til at forberede os på klimaændringerne, men nu er de her allerede med fuld styrke f.eks. i form af skybrud. Det betyder, at vi må arbejde hurtigere og holde skarpt øje med, at vi ikke laver hovsa-løsninger, der ikke virker i længden”, siger Lykke Leonardsen.
Derfor har kommunen f.eks. brug for mere viden om lokal afledning af regnvand i stor skala. De hidtidige erfaringer stammer typisk fra mindre områder, og spørgsmålet er, hvordan det ’oversættes’ til en hel bydel med 30-40.000 mennesker. Her er der brug for samarbejde og udveksling af erfaringer om, hvad der skal til, for at effekten af den lokale afledning bliver stor nok.
Eksempel på projekt: Københavns Kommune har sammen med Rambøll m.fl. udarbejdet et metodekatalog om lokal afledning af regnvand. Kataloget er et omfattende og detaljeret arbejdsredskab, både for kommunen og for borgere og virksomheder, der selv vil aflede deres regnvand. Se kataloget.
Hvad kan vi tilbyde: Københavns Kommune har grundige erfaringer fra arbejdet med klimatilpasningsplanen, og de erfaringer deler man gerne med andre. Lykke Leonardsen fremhæver især det helhedsorienterede som en kvalitet. Desuden vil andre kunne få gælde af det analysearbejde, kommunen laver i forhold til klimatilpasning.
Hjemmeside: www.tmf.kk.dk
Kontakt:
Lykke Leonardsen, Områdechef for Strategi og Myndighed, Center for Park og Natur
E-mail: lykleo@tmf.kk.dk
Tlf.: 3366 1732, mobil: 2080 6013


